søndag den 15. april 2012

Lidt flere aktiviteter i haven i dag. Vi er ikke helt klar til at sætte prikleplanterne ud endnu - eller det vil sige: det skal helst være lidt varmere i vejret inden de kommer ud. Al den jord som er udlagt til folde er nu sået, og vi har kun tilbage at vente på vejret og varmen kommer, så det hele kommer til at spire. Her til morgen var der stadig lidt frost på jorden, så vi må væbne os med yderligere lidt tålmodighed.

Der var en helt særlig stemning i haven her til morgen. Der var meget stille, ingen vind meget let frost og det mest fantaktiske lys fra solopgangen.


Sidste efterår satte vi ca. 600 tulipaner i "den fine del af haven", nu er de lige ved at komme i blomst. Det skal blive meget spændende om de kommer til at tage sig ud som vi forventer. Der kan i alle tilfælde ikke gå ret lang til før der sker noget.
Her fræses komposteret hestemøg ned i det områder hvor der skal være kartofler. Kartofler trives bedst i en humusrig jord med meget næring. Derfor er det i området til kartofler hestemøget prioriteres lagt ud.

Klar til såning og sætning i køkkenhaven - en pausebænk er der også blevet plads til.
Her blandes dækafgrøder og græsfrø til folden hvor heste kyllinger og ænder skal gå.
Prikleplanter drives i drivhus lidt endnu. Her er primært kål, men der er også tagetes, tomater og div. græskar og squash.


lørdag den 14. april 2012

Der er efterhånden rigtig forårsfornemmelser i luften. Inden længe er det meste af køkkenhaven sået til og græsset skal rutinemessigt slås. Vi har forpagtet noget jord i umiddelbar sammenhæng med vores have. Der skal etableres et stort areal med græs og urter til kyllinger og til hestene. Desuden er der et større areal lagt ud til køkkenhave. Her er nogle billeder fra dagen der er gået.

Andemor er i færd med at gøre sig klar til dagen. Hun pudser sin fjerdragt og nyder morgensolen.
Under fiberdugen er der sat kartofler. Der er dog ikke noget, som tyder på at de er kommet op endnu. Vi må vente ligt endnu. Ukrudtet gror tilsyneladende fint, så vi må bare have noget tålmodighed.

Græsserne i forhaven er i blomst, de står så flot lige nu. Resterne af sommerblomsterne (til venstre i billedet) er der endnu, vi må se hvad vi finder på til dette areal senere på sæsonen.

Her blandes frø til "hønsefolden". Indhold: græs, tre slags kløver og honningurt.

Den hjemmelavede dør til hønseriet.  - lavet efter "de for håndenværende søms princip", som  man siger. To halve hængsler, som passede på det gamle beslag i vægen, en krydsfinerplade som har været anvendt på byggeplads, et IKEA håndtag og en bøjet jernstang. Den har et dejligt frønnet udseende, og så er det genbrug :-)

Her er kyllingerne. De er snart en måned gamle og næsten halvvejs i deres liv før de bliver slagtet. Morten Korch-stilen er holdt efter bedste evne.


mandag den 9. april 2012

Moskusænder. De skulle være så gode til at tage snegle o.a. skadedyr. De er meget sjove at have og de er meget rolige og omgængelige. Her hygger de sig i selskab med "de andre" ænder inde i spejlet.
Perlehyacinter på sit højeste, de er tidligt på den i år.
Min eneste blå anemone. Den er så flot lige nu og kommet troligt hvert år, lige neden for valnøden.
Her er en kejserkrone, det er altid imponerende hvor hurtigt de gror og deres krydrede duft er en sikker forårsbebuder.
Her er løgfontenen (link) er efterhånden ved at blive til noget. Der er en enkelt hvid perlehyacint, som ved at komme i blomst, måske krukken skulle have været lidt længere i drivhuset.
Prikleplanter primært til køkkenhaven, men der er også diverse sommerblomster.